Unghunden

Unghunden – når den søde hvalp pludselig bliver til en lille dinosaur

De fleste glæder sig til hvalpetiden.

De små poter.
Den bløde pels.
De søde øjne.
Den lille hvalp, der følger efter én overalt og synes, man er verdens centrum.

Og så…
pludselig en dag…
står man med noget, der minder mere om en følelsesstyret dinosaur med ben end den nuttede hvalp, man hentede hjem.

Velkommen til unghundeperioden.

Det er den fase, mange hundeejere bliver mest overraskede over – og samtidig den fase, hvor alt for mange begynder at tro, at noget er gået galt.

 

For hvordan kan den lille hvalp, der kunne sit navn, kom når man kaldte og sov sødt i sofaen pludselig:

• ignorere én totalt?
• hoppe rundt som en kænguru?
• glemme alt den har lært?
• reagere voldsomt på andre hunde?
• blive overgearet ved gæster?
• trække i linen?
• begynde at gø?
• blive usikker?
• virke “umulig”?

Svaret er ofte ganske enkelt:
Den er blevet unghund.

Unghundeperioden er en kæmpe udviklingsfase – både fysisk, hormonelt og mentalt.

Hjernen er under ombygning.
Kroppen vokser.
Hormonerne påvirker følelser og adfærd.
Og samtidig forventer omgivelserne ofte mere og mere af hunden.

Det er faktisk lidt som teenageårene hos mennesker.

Man er ikke længere et lille barn.
Men man er heller ikke voksen endnu.

Og lige dér befinder unghunden sig.

Mange unghunde bliver mere selvstændige i denne periode. Det er biologisk helt normalt. I naturen ville den unge hund begynde at udforske verden mere selv og gradvist løsrive sig.

Det betyder ikke, at hunden prøver at dominere sin ejer.
Det betyder heller ikke, at den “er blevet stædig”.

Ofte betyder det bare:
“Verden er blevet meget spændende, og min hjerne er ikke færdigbygget endnu.”

Det er også i denne periode, mange hunde bliver mere følelsesmæssigt påvirkelige.

Nogle bliver usikre.
Nogle bliver meget sociale.
Nogle reagerer mere voldsomt på lyde, mennesker eller andre hunde.
Nogle får svært ved at regulere sig selv.

Og mange bliver ganske enkelt overstimulerede meget hurtigere, end folk forventer.

Det er her, mange begår den fejl enten at:

• presse hunden for hårdt
  eller
• give helt op.

Men unghunden har faktisk mere brug for forståelse og guidning end nogensinde før.

Ikke hårdere straf.
Ikke mere skældud.
Ikke “den skal bare lære det”.

For læring sker dårligst, når nervesystemet er i kaos.

Det betyder ikke, at unghunden ikke skal lære noget.
Tværtimod.

Men træningen skal tilpasses den hund, der står foran os.

Nogle dage kan unghunden klare meget.
Andre dage føles det som om hjernen er taget på ferie.

Det er normalt.

Mange bliver også overraskede over, hvor længe unghundeperioden egentlig varer. Små racer modnes ofte hurtigere, mens større racer – herunder storpudler – kan bruge flere år på at blive helt mentalt voksne.

Det betyder ikke, at man har en “dum” hund.
Det betyder bare, at udvikling tager tid.

Og så er der den måske vigtigste pointe af alle:

Den voksne hund kommer ikke af sig selv.

Den formes gennem relation, erfaringer, tryghed og gradvis læring.

Den rolige, stabile voksne hund, mange drømmer om, er meget ofte resultatet af:

• tålmodighed
• gode rutiner
• realistiske forventninger
• følelsesmæssig støtte
• træning i små trin
• og mennesker, der blev ved, også da hunden var en lille dinosaur.

For ja…
de fleste unghunde ER lidt skøre indimellem.

De kan være alt for meget.
Alt for hurtige.
Alt for høje.
Alt for følsomme.

Men bag alt det ligger ofte en hund, der stadig er ved at finde ud af, hvordan den skal være i verden.

Og heldigvis sker der noget fantastisk med tiden.

Pludselig opdager man en dag, at hunden faktisk:

• kan slappe af
• tænker sig om
• lytter bedre
• håndterer verden roligere
• søger samarbejde igen

Ikke fordi den blev “knækket”.
Men fordi den blev moden.

Den søde hvalp forsvandt ikke.
Den voksne hund var bare under udvikling hele tiden.

Og måske er det netop dét, der er det vigtigste at huske om unghunde:

De er ikke færdige endnu.