Når hunden tisser af glæde – eller måske snarere af følelsesmæssigt overload
“Han ved jo godt, han ikke må.”
“Han gør det for opmærksomhed.”
“Så må han lære det.”
“Luk ham væk.”
Jeg ser ofte kommentarer som disse, når en hund småtisser ved gæster, hilsner eller stor begejstring. Og hver gang tænker jeg det samme:
Hvad nu hvis hunden faktisk ikke kan gøre for det?
For det handler ikke nødvendigvis om ulydighed, dominans (slet ikke) eller mangel på opdragelse. Det handler om en ung eller følelsesmæssigt påvirket hund, der ganske enkelt bliver så overvældet, at kroppen reagerer automatisk.
Mange kalder det “glædestis”, men sandheden er ofte mere nuanceret end som så.
For ja – hunden kan være glad.
Men den kan samtidig være spændt, usikker, forventningsfuld, socialt presset eller overstimuleret.
Nervesystemet kører på højtryk.
Og så slipper kroppen ganske enkelt kontrollen et øjeblik.
Det ser man især hos:
- unge hunde
- følsomme hunde
- sociale hunde
- hunde med stort forventningspres
- hunde der bliver meget “høje” følelsesmæssigt
Og nej – det betyder ikke nødvendigvis, at hunden er angst eller mistrives.
Det betyder bare, at følelsesapparatet kortvarigt løber hurtigere end kroppens evne til at regulere sig selv.
Når vi mennesker bliver meget forskrækkede eller overvældede, kan vi også mærke kroppen reagere automatisk:
hjertebanken, rysten, kvalme, spændinger eller pludselig tissetrang.
Hos nogle hunde kommer det bare ud som små urinlækager.
Det er ikke trods.
Det er fysiologi.
Derfor bliver jeg også lidt bekymret, når løsningen automatisk bliver:
“Så må hunden lukkes væk.”
For hvad lærer hunden egentlig af det?
Hvis hunden bliver fjernet hver eneste gang, der kommer gæster, lærer den ikke nødvendigvis at håndtere situationen bedre. Den lærer blot, at sociale situationer forsvinder fra dens liv, eller at den ikke må være en del af fællesskabet, når følelserne bliver store.
Det betyder ikke, at management er forkert.
Tværtimod.
God træning ER management.
Men management handler efter min mening ikke om at gemme hunden væk, fordi dens følelser er besværlige.
Management handler om at tilpasse situationen, så hunden faktisk kan lykkes.
Det kan være:
- rolige gæster
- færre mennesker ad gangen
- dæmpet stemning
- ingen stormende hilsner
- mulighed for afstand
- mulighed for pauser
- hilse udenfor først
- aktivitet inden gæster kommer
- at hunden ikke bliver centrum for alles opmærksomhed
Og vigtigst af alt:
At hunden kun udsættes for det, den faktisk kan håndtere.
For læring sker ikke i panik, stress eller følelsesmæssigt overload.
Læring sker, når nervesystemet er nogenlunde reguleret.
Jeg siger ikke, at alle hunde skal være midt i gæstekaos.
Nogle hunde har faktisk brug for pauser.
Nogle har brug for afstand.
Nogle har brug for et roligt rum.
Men der er forskel på:
“At hjælpe hunden med at regulere sig”
og
“At fjerne hunden, fordi dens adfærd er upraktisk.”
Det er også vigtigt at forstå, at mange hunde, som virker “overglade”, i virkeligheden er i konflikt følelsesmæssigt.
De vil gerne hilse.
Men situationen bliver samtidig for stor.
Det ser vi tit hos unge hunde omkring unghundealderen, hvor impulskontrol, følelsesregulering og social modenhed stadig er under udvikling.
Derfor synes jeg, vi skal passe på med at gøre normal hundeadfærd til et karakterproblem.
En hund, der småtisser ved gæster, er ikke en dårlig hund.
Og ejeren er ikke nødvendigvis inkompetent.
Ofte står der faktisk en ejer med en meget følsom og social hund, som endnu ikke har lært at balancere sine følelser.
Det kræver ikke straf.
Det kræver forståelse, ro og gradvis træning.
Og måske også, at vi mennesker bliver lidt bedre til at møde hunde uden at eksplodere i:
“Neeeej hvor er du søøøød!”
For helt ærligt:
Mange hunde ville få langt mere ro i kroppen, hvis vi mennesker selv skruede lidt ned for energien.
Det er ikke synd for hunden at få hjælp til at lykkes.
Det er ansvarlighed.
Og nogle gange starter god hundetræning ikke med at ændre hunden.
Men med at ændre situationen omkring den.